Bemærk! Denne koncert er flyttet fra Musikkens Hus. Billetter købt til Musikkens Hus er gældende til dette arrangement.
Ved flytning af koncerten fra Musikkens Hus til Huset i Hasserisgade ændrer vi billetprisen fra 300,- til 150,-
Derfor: Har du allerede købt billet til koncerten inden flytningen kan du på den billet medbringe en ekstra gæst.
Husk at medbringe din oprindelige billet (fysisk eller på skærm) på aftenen.
Sidste efterår kunne Mathilde Falch opleves i Toppen Af Poppen på TV2, her fik hun meget positiv opmærksomhed – både for sine fortolkninger af andres sange, men også for sit mod til at fortælle sin historie om livets op- og nedture og sin evne til at lytte og skabe en tryg og underholdende stemning.
Albummet fra 2021 ”Solen Brænder” genudkom i efteråret med en helt ny sang, der viser nye sider af Mathilde, der ellers er kendt for sine mere indierockede, alternative og eftertænksomme sange.
Hun er kommet op i tempo, skruet op for poppen, lyder fremragende og går ”Planken Ud”, men “svømmer selv i land”.
Mathilde Falch har selv beskrevet albummet som en afsked med ungdommen og en velkomst til voksenlivets faste rammer og rumsterende flyvske fantasier.
På livescenerne er Mathilde Falch kendt for sin vilde energi, humor, nærvær, personlige historier og sine signatur-bevægelser, når hun hopper rundt, med sit band, som den ægte rock’n’roller hun er. Vi kan se frem til en fantastisk aften til efteråret.