
Det danske jazzpublikum kan glæde sig til at opleve dugfrisk jazz i fire egne af landet. De tre unge orkestre ELJO, Purpur og Venya melder alle klar til Jazzkonkurrencen 2026.
Jazzkonkurrencens koncertrække foregår på fire anerkendte spillesteder i hele landet og lægger fra land den 13. februar kl. 20 på Huset i Hasserisgade i Aalborg. Du kan nu sikre dig en billet.
Et kig ind i den unge scene
Som altid kan publikum glæde sig til et kig ind i den unge jazzscene i Danmark. De tre orkestre giver hver sit eksempel på jazzens dybde, intensitet og nyskabende energi. Det hele vil blive præsenteret i Aalborg, Odense, Kolding og København.
Vinderen får mulighed for at indspille EP
Til koncertrækkens sidste koncert findes årets vinder. Og for andet år i træk får vinderen mulighed for at indspille en EP med tilhørende mix i The Hideout Studio i Aalborg. Vinderen modtager herudover 10.000 kr til et selvvalgt projekt.
Som noget nyt i år tilbyder Jazz Danmark desuden, som noget nyt, en to-dages workshop før forløbet for de tre deltagende bands. Deltagerne modtager derudover løbende feedback og individuel coaching i forbindelse med koncerterne.
ELJO
I grænselandet mellem det akustiske og elektroniske skaber ELJO et lydunivers med elementer fra både moderne nordisk jazz og minimalistisk elektronisk musik. Et stemningsfuldt lydbillede, der både er eftertænksomt, repetitivt og fuld af fremdrift, hvor alle elementer – både elektroniske og akustiske – spilles live på scenen. Duoen udgav i 2025 deres debutalbum “Merging”, som blev modtaget med varme anmeldelser fra All That, JazzNyt, Bands of Tomorrow og fandt vej til rotationslisten på P8 JAZZ.
Purpur
Purpur består af syv medlemmer, hvis individuelle musikalske afsæt skaber Purpurs særlige lyd. Purpur er et livsprojekt, som inviterer lytteren ind i et udforskende musikunivers. Dansksprogede tekster og blæserarrangementer med rod i den nordiske tradition fusioneres med pulserende rytmer, inspireret af forskellige musikkulturer fra afrobeat til folk og jazz, samt elektroniske elementer kendetegner Purpur.
Venya
Venya er et band hvis musik bevæger sig frit mellem neo-soul, jazz og pop, hvor det improvisatoriske fra jazzen smelter sammen med poppens groove og energi. Bandets særegne lyd bygger på både akustiske og elektroniske elementer – altid med skarp fokus på tekst og melodi. Venyas musik afspejler seks forskellige unge musikeres identitet, og selvom genreskellene udfordres, er det altid tilgængeligt og relaterbart for lytteren. Med energi, intimitet og catchy melodier er Venya et frisk pust på den danske såvel som den nordiske jazzscene.
Deltagerne er udvalgt blandt et flot felt
De udvalgte deltagere er fundet på baggrund af en åben tilmeldingsproces og er udvalgt af kunstneriske medarbejdere på de fire spillesteder, manager, kurator og bandcoach Kat Jarby samt Jazz Danmark. Der var 29 relevante ansøgninger til årets jazzkonkurrence, så panelet har været på hårdt arbejde i udvælgelsesprocessen.
Jazzkonkurrencen 2026
13. februar Huset, Aalborg
17. marts Dexter, Odense
5. maj Jazz6000/Godset, Kolding
27. maj Finalekoncert på Jazzhus Montmartre, København
Vinterjazz Fællesspisning i Husets Café kl. 18.30 / TILKØB 100 kr.
Start aftenen i Husets Café, hvor vi dækker op til fællesspisning inden koncerten. Her samles vi ved langbordene, nyder duften af god mad og varmer os på både maden og selskabet.
Køkkenet serverer en varm, vinterlig ret fyldt med smag og omsorg – kredsede råvarer, simreret-stemning og den slags mad, der gør én glad helt ind i skuldrene.
Kom som du er, find en plads ved bordet og vær med til at skabe den nærværende og uformelle stemning, som opstår, når vi spiser sammen.






