SØG MENU

Stundom

Musik
Dør åbnes kl. 19.30
Sted
Huset i Hasserisgade
3'eren / Salen
Entré
65 kr

Stundom er lyden af ny nordisk folkemusik: Med en kærlighed til akustiske instrumenter inviterer trioen ind i deres eventyrlige lydunivers inspireret af filmmusik, kammermusik og traditionel nordisk folkemusik. Emma Elmøe, Julian Svejgaard og Villads Hoffmann deler en helt særlig kemi, og når de er sammen på scenen, udfolder der sig fortællinger og stemninger, som får tiden til at stå stille.

 

Historien begynder allerede, da Emma og Villads er børn. I et violinværksted i Vanløse får Emma sin første violin af Villads’ far, og som Emma og Villads vokser op få huse fra hinanden, opdager de en fælles kærlighed til folkemusikken. I 2018 går de sammen med pianisten Julian for at indspille deres debutalbum Vandkanten. Siden har de tre venner været uadskillelige.

 

Det har bragt dem rundt på nogle af Europas største folk-festivaler såsom Celtic Connections [UK], Tønder Festival [DK], Het Lindeboom [FR] og Folkelarm [NO] og gjort trioen til faste gæsteundervisere på Sankt Annæ Gymnasium i København - en af Danmarks mest betydningsfulde institutioner for landets musikalske talentmasse.
Emma, Julian og Villads’ har et unikt nærvær og de nægter at gå på kompromis med deres høje artistiske kvalitet. Allerede i 2015 vandt Emma og Villads prisen som Årets Nye Folk Navn ved Danish Music Awards blot efter få måneder som duo. Siden har Stundom, både som trio og solister, været nomineret til Årets Danske Rootsnavn ved Danish Music Awards i 2019 og 2020, hvilket gør Emma til den yngste nominerede i kategorien nogensinde.

 

I oktober 2021 udkommer Stundoms andet studiealbum Må jeg holde din hånd. Musikken handler om at turde tage springet ud i livet med åbne øjne og er både en hyldest til alle de stunder, trioen så inderligt har savnet under et års isolation og den eftertænksomhed, som er vokset ud af en brydningstid.

 

Stundom er:
Emma Elmøe: Violin og viola
Julian Svejgaard: Klaver
Villads Hoffmann: Cittern, guitar, mandolin og spilledåse

Dør åbnes kl. 19.30
Sted
Huset i Hasserisgade
3'eren / Salen
Entré
65 kr