
// BEMÆRK: FERNISERING SØNDAG D. 5. NOVEMBER //
“Jeg mærker Længslen i det Syngende Hav”
- Kunstudstilling i Galleri Tilgang, ved intuitiv samtidskunstner, Olivia Valbak Kamradt
INFO:
I kunstudstillingen; “Jeg mærker Længslen i det Syngende Hav”, giver samtidskunstner, Olivia Valbak Kamradt, en kunstnerisk abstrakt fortolkning af Havet, livets forgængelighed og de længselsfulde stemninger, havets urkraft kan vække i sindet.
Selv arbejder Olivia i bølger og i forskellig “kraft”; sommetider blidt, andre gange kraftfuldt og ligesom havet, altid i forandring. Dette kommer særligt til udtryk i udstillingen, hvor værkerne centrerer sig om de forskellige stemninger, kunstneren mærker i havets bølger, eller i den stærke vind, som bl.a. former landskabet ved havet i Nordjylland, hvor krop og sind virkelig kan mærke blæsten ruske.
Med værkerne håber kunstneren at åbne op for sansning og refleksion over de forskellige stemningsfulde længsler; minder (fortid), tro (nutid), håb og drømme (fremtid), som landskabet ved - og havet kan fremkalde i både sind og krop. Fra det rolige hav; hvis blide bølger “slår” mildt ind mod en strandbred, og nærværet i sindet, når kroppen mærker havets stille strøm og vandets blide kærtegn mod den bløde, sårbare hud - til den stærke vind; der vækker havets kraftfulde bølger, som med stor kraft slår sprudlende ind mod solide klipper og kan frembringe en stærk berusende følelse af at være til.