SØG MENU

Egholm Festival

Festival
døren åbner kl 12.00
Sted
Egholm - 9000 Aalborg
Entré
45 kr
Inklusiv færgeoverfart
Entré (Børn under 15 år.)
30 kr.
Inklusiv færgeoverfart

Sammen med Huset,1000Fryd, IshusetLive, Iværk og DN Ung Aalborg skaber Den Grønne Ungdomsbevægelse en festival på Egholm!

 

Du kan se frem til en ungdomsscene med en koncertrække, der giver dig lyst til at danse og svanse, talks fra unge stemmer inden for klima- og naturdebatten, og ikke mindst lækker mad fra Norður samt friske fadøl fra Egholm Bryghus (herunder den spritnye Egholm Festival øl!).

Vi gør det i kampen mod Egholm-motorvejen og andre gigantiske fossile infrastrukturprojekter - så vær med til at presse på for en grøn, retfærdig fremtid og en ansvarlig udvikling af Aalborg ved at sætte et fedt kryds i din kalender d. 19. august 2023. Og inviter dine venner og andre du kender!

Du kan holde dig opdateret om festivalen her på begivenheden, hvor der løbende bliver offentliggjort bands, debattører samt anden god info.

 

MUSIK PROGRAM

Enilora
Danefae
Rakkerpak
Lovely Depression

SZIM

 

Enilora

Enilora er et helt nyt alt. pop-navn fra Norge, som er blomstret op på den nordiske musikscene med bl.a. koncerter på Reeperbahn Festival, Smukfest, Nibe Festival, Viva Sounds og turnéer i Norge, Tyskland og Danmark. Nu på vej med ny musik, ønsker Enilora at invitere publikum med ind i et pulserende elektronisk lydunivers, hvor den norske naturkraft fra hendes hjemland møder Berlins natteliv. Eniloras nordiske melankoli løftes frem med hendes nærværende vokal, luftige popmelodier og underspillede elementer fra bl.a. deep house, ambient electronica og trip hop.


Rakkerpak
Det er ikke hver dag, at man hører et pop-hiphop band med en energi af samme kaliber som Rakkerpak. Med en unik nordjysk charme er det nemlig ikke svært at høre, hvordan de 6 drenge leder efter det gyldne punkt mellem det fede, dynamiske ungdomsliv og de tunge emner, som også følger med. Dette føres graciøst til ende af Rakkerpaks to frontpersoner, som sammen med et yderst hårdtslående band, kombinerer et tekstunivers med sans for detaljen og en lyd som sjældent høres i rappens verden.

Danefae
“Bandet spiller fortrinligt, vokalen er flot, og det nordiske islæt giver et spændende udtryk” - sådan lød konklusionen fra heavymetal.dk’s anmeldelse af bandet, hvis debutalbum udkom i 2022. Danefae er en spirende og unik gruppe, som skiller sig ud på den danske rockscene. Med inspiration fra både den danske sangskat og metallens verden, rummer musikken noget for enhver smag i en kombination, der ikke høres mange steder. Med Danefae er der altid lagt op til fordybelse og overgivelse.

 

Lovely Depression

Lovely Depression er nyt alternativt-rockband med medlemmer spredt fra Aalborg, Silkeborg, Viborg og Aarhus. Som navnet afspejler, er deres lyd sammenstødet mellem det idylliske og det forstemmende, denne melodiske lyd er til tider både energisk og intim.

 

SZIM
Med sin nye single ”Bambi”, har Szim fået understreget at der er en ny fremadstormende artist, som har noget at tilbyde til den danske musikscene. Szimer er 25 år og opvokset i Søborg. Som 6-årig fik hun sin første guitar, men det var først som 17-årig, at hun for alvor begyndte at skrive tekster og rappe. I starten var det noget hun kun gjorde for sig selv, indtil hun gennem en fætter hørte om et kommunalt hip hop studie i Gladsaxe. Der kom hun så en gang om ugen igennem en længere periode, hvor hun arbejdede mere med sine tekster og rap. Men det var først i 2020 at hendes musikalske rejse for alvor tog fart og debut-singlen ’Pokus’ udkom. Szim fulgte hurtigt op med nummeret ’Dårlig Til At Svare’ der røg direkte fra Bobler på P3listen ind på en 2. plads og lå på listen i 5 uger. Soundvenue skrev flot om nummeret: "Szim serverer en lækker omgang klubbet poprap på sin blot anden single, ‘Dårlig til at svare’. Hun veksler problemfrit mellem at synge og rappe, mens Arto Eriksens (red. Yo Johnny) følsomme housebeat flot understøtter hendes flow.” Siden har Szim udgivet flere singler og spillet utallige koncerter både i eget navn og som opvarmning for flere prominente navne.

døren åbner kl 12.00
Sted
Egholm - 9000 Aalborg
Entré
45 kr
Inklusiv færgeoverfart
Entré (Børn under 15 år.)
30 kr.
Inklusiv færgeoverfart