SØG MENU

Atlas in Concert

Ud af Huset
Dør åbnes kl. 19.00
Sted
Rundt omkring i regionen
Entré
Se den enkelte koncert
Bemærk at koncerterne ikke afholdes på Huset

ATLAS Spiller 5 koncerter i Nordjylland i samarbejde med Huset og forskellige lokale aktører. 

12.10 - Kirsten Kjærs Museum i Frøstrup

13.10 - Tranum Strandgård nær Tranum

14.10 - Halkær Kro i Halkær

15.10 - Utzon Center i Aalborg

16.10 - Kulturhus Kappelborg i Skagen

---------------------------------
Den prisvindende og internationalt anerkendte nordjyske musiker Kenneth Dahl Knudsen tager ældgamle musiktraditioner med på nye rejser i en stærk sekstet med tråde til både klassisk musik, moderne jazz og musikkens dybe rødder.

 

Om han befinder sig i en tilrøget kælder i Marokko, en hytte på Grønlands indlandsis eller en jazzklub i Tokyo, så har Kenneth Dahl Knudsen en personlig og kunstnerisk mission om at fremtidens musik skal skabes i genskæret af menneskehedens traditioner og kulturer. Fra sin base i Nordjylland sætter han ældgamle musiktraditioner og deres nulevende formidlere i spil - med komponistens grundighed, jazzmusikerens vildskab og antropologens uendelige nysgerrighed.

 

Med sin nye sekstet har Knudsen allieret sig med en række fantastiske musikere med rod i forskellige traditioner. Den fortræffelige oud-virtuos (et traditionelt mellemøstligt strengeinstrument) Wassim Mukdad er rundet af den klassiske syriske musik, mens duduk spilleren (en traditionel fløjte) Ertan Tekin er en overbevisende formidler af traditionel kurdisk musik og kultur. Den israelske jazzpianist Eyal Lovett har en forkærlighed for Bachs fugaer, og formår med sit spil at bygge arkitektoniske lydbilleder af Jerusalems travle, kaotisk duftende gader. Længere nordpå finder vi den ukrainske folkesangerinde Ganna Gryniva, som med en særlig vildskab trækker den østeuropæiske folklore ind i et moderne elektronisk og loopende univers. Ensemblet fuldendes af den rumænske viola-spiller Marius Ungureanu - en sand naturkraft af et menneske, som både. har været transsylvansk folkemusiker og solist i store europæiske symfoniorkestre.

Musikken til ATLAS er nykomponeret i dialog med ensemblets musikere - med et mål om både at lade de rige musiktraditioner komme til udtryk, og samtidig udfordre traditionernes rammer og skabe nye retninger i grænselandet mellem moderne og gammel, mellemøstligt og europæisk, komponeret og improviseret.

Man kan forvente en koncert, der med. sjæl og nerve udforsker både musikkens traditionelle aner, kompositionsmusikkens præcision og jazzens eksperimenterende afstikkere. Uanset hvad, er der lagt op til en smuk, poetisk og melankolsk oplevelse.

 

GAFFA.dk gav Kenneth Dahl Knudsen’s seneste album “Uummat” 5/6 stjerner:

“Man er ikke et sekund i tvivl om, at Kenneth Dahl Knudsen har været inspireret; om, at han har haft noget på hjertet; eller om, at han har haft talentet til at forløse inspirationen, hjertesagen og den kunstneriske ambition.

 

Musikken er som vidder, hvidhed og horisonter. Det ene øjeblik vemodig, sørgmodig. Det næste øjeblik voldsomt pågående, noget nær stressende. Konstant vedkommende. Gribende. Uomgængelig.”

 

 

 

 

Her ses Kenneth med én af de musikere som optræder i ATLAS, Wassim Mukdad

Dør åbnes kl. 19.00
Sted
Rundt omkring i regionen
Entré
Se den enkelte koncert
Bemærk at koncerterne ikke afholdes på Huset