SØG MENU

Maziar Etemadi

Udstilling
fernisering søndag 1.3. 2020 kl. 12-14
Sted
Husets Galleri

Berusende, sanseligt og med sin kunsthistoriie på plads i sit maleri tager den herboende iranske kunstner, digter og filosof Maziar Etemadi livtag med blomstermalerier.

Maziar Etemadi fortæller om sin udstilling Blomsternes forunderlige tildragelse:

"Le véritable voyage de découverte ne consiste pas à chercher de nouveaux paysages, mais à avoir de nouveaux yeux." Marcel Proust. (Den reelle opdagelsesrejse består ikke i at søge nye landskaber, men i at få nye øjne.) Marcel Proust.

"Jeg spekulerer ofte over om jeg ser lyset over Skagen, eller det er Skagensmalerne, der ved deres kunst har åbnet mine øjne for lyset. Det er forholdet mellem kundskab, kreativitet og dannelse på spil i denne refleksion. At få nye øjne som Proust siger kræver, at vi kultiverer vores ånd og at vi opnår en ny form for sanselighed, der ikke har til hensigt i at dominere naturen, landskabet og det ukendte, men søger at være sammen med dem i en balance mellem kundskab, kreativitet og dannelse. Den nye sanselighed er derfor ikke kun en interesseløs følsomhed, men ligeledes også et etisk anliggende, for den vil give værdigheden tilbage til naturen, til landskabet og til øjnene. Især i tidens Klima- og værdikrise, er begreber som kærlighed og værdighed væsentlige. Vi kan kun redde klimaet, redde arterne fra kollaps og redde hele det biologiske system, hvis vi betragter dem som unikke og værdifulde i kraft af sig selv, og ikke mindst holde af dem. I denne relation har kunsten en væsentlig opgave."

I Maziars billeder findes landskaber, hvor man kommer tæt på eventyrets skarphed og skønhed - her er billeder der giver en lyst til at kunne skrumpes og blive lille nok til at bevæge sig fra virkelighedens verden og ind i billedernes bevægelighed mellem blade og blomster for at mærke duft, sol og vind - her er værker af landskaber man får lyst til at udforske og får lyst til at gå ind i. En parallel verden - en drøm? Kom selv og se...

Velkommen til udstilling af malerier af Maziar Etemadi i marts.

fernisering søndag 1.3. 2020 kl. 12-14
Sted
Husets Galleri