SØG MENU
anthoni_facade
bjarke_kirk_foto
per_worm_foto

JUBII - HUSET 40 år UNG

Folkemøde
Kl. 12:00 - 18:30
Sted
Næsten hele Huset
Der er fri entré til alle arrangementer denne dag

Man skulle næppe tro det. På ydersiden ser hun meget ældre ud, men indeni er hun stadig ung og frejdig. Det er selvfølgelig Huset i Hasserisgade vi taler om og det skarpe hjørne der rundes er 40 år som kulturhus.
 

Vi vil gerne invitere alle indenfor til en dag med musik, kunst, kreativitet, vegetarmad, kagemand og hygge, kort sagt en dag hvor du kan få en rigtig god fornemmelse af, hvad det er dette 40 år gamle kulturfænomen lige vest for Vesterbro egentligt kan.

 

Hele dagen - Åbne Værksteder

Kom forbi og se mulighederne i vores værksteder, bliv inspireret og måske endda fristet til at prøve selv?


12.00 Vegetarisk frokost buffet i Husets Cafe

Kom og smag vores lækre og 100% vegetariske frokost buffet.
I anledning af de 40 år koster buffét'en selvfølgelig kun 40 kr.
Husets Cafe arbejder med bæredygtighed, nedbringning af madspild og har det økologiske bronzemærke (30-60%)


12.00 De Drømmer Stadig – fotoudstilling af Lars Schmidt & Maren Gilling

i Husets gård og have. Vi har forlænget den stærke udendørs udstilling med syriske børns drømme i nærområdets flygtningelejre til 1. juni. Mange børn og voksne har allerede været forbi udstillingen, ingen går urørte forbi, og vi synes flere bør have muligheden – også til jubilæet. At verden er mindre end vi tror, blev helt klart, da en 11 årig dreng fra Syrien var for at se udstillingen med sin skoleklasse i april – for på et af billederne genså han naboens dreng fra Syrien, som han havde leget gemme med i Syrien inden flugten til Danmark.


13.00 Koncert - Per Worm

Per Worm er opvokset i den traditionelle hippiefamilie med en keramiker-arbejdende alenemor på et nedbrudt landbrug i Hirtshals. Han droppede ud af gymnasiet i en tidlig alder for at gå direkte over til VUC. Hvorfor? – Fordi han vil have sin S.U. og gode nok karakterer til at komme ind på det klassiske konservatorium. Det gik som det gik. Per fik sin million-uddannelse som klassisk guitarist for at blive sangskriver. Med numre som “Det For Sygt”, “Puff Den Magiske Drage 2”, “Grungetrash”, “Roskilde ’96” og “Reklamemand” spidder Per Worm både samfundet og alle vores små særheder. Anekdoter og skarpe iagttagelser leveres med en timing og præcision, og ikke mindst en underspillet nordjysk humor, så tårerne triller ned af kinderne på publikum.

I 2011 udkom debutalbummet ”Opsang” og Worm vandt samme år Zulu Comedy Slam. Han har siden samarbejdet med et hav af storytellers og oplægsholdere og turneret med bla. Allan Olsen og Pretzmann / Tolsgaard.
En koncert med Per Worm er mere opsang end popsang, og kombinationen af de gode grin og den bagvedliggende alvor i budskaberne gør, at man virkelig får noget med sig hjem.


Som en anden stor nordjysk humorist og samfundsrevser Niels Hausgaard skriver:
”Ordet kunstner kan ikke bruges mere. Det er misbrugt langt ud over kvalmegrænsen og bør afskaffes. Jeg mener reelt kun der findes ganske få slags af dem i verden. Per Worm kan godt vise sige at være en af dem.”

 

15.00 Kagemand og kaffe i Morgen, Middag & Kaffe

Husets nye morgenCafe giver et stykke kagemand og en kop kaffe i Husets hyggelige nye have


16.00 Koncert - Bjarke Kirk

Bjarke Kirk spiller 100% selvskrevet og dansksproget musik, som bevæger sig inden for genrerne singer/songwriter og pop-rock. Bjarke Kirks tekst univers er med sine observationer over samfundets skæve eksistenser, fjumreår og tilværelsen som helhed spidsfindigt og vedkommende, og befinder sig sammen med musikkens overvejende akustiske klangflade i grænselandet mellem humor og melankoli.

17.00 Vegetarisk Aftenbuffet i Husets Cafe

Kom og smag vores lækre og 100% vegetariske aften buffet. I anledning af de 40 år koster buffet'en selvfølgelig kun 40 kr.
Husets Cafe arbejder med bæredygtighed, nedbringning af madspild og har det økologiske bronzemærke ( 30-60%)


17.30 Fernisering: Stephen Freiheit - Flowers In My Brain

Stephen Freiheit har portrætteret en lang række af kunstneriske og kulturelle ikoner og rollemodeller som f.eks. Dalai Lama og Yoko Ono, og mange forskellige internationale og danske skuespillere og musikere. Han har arbejdet med projekter for Udenrigsministeriet og NGO’er som Røde Kors, Amnesty International, Unicef, Folkekirkens Nødhjælp.
Stephen Freiheits arbejde som fotograf og filmmager strækker sig over det meste af verden i lande som Nepal, Burma, Bangladesh, Pakistan, Egypten, Jordan, Zambia, Uganda, USA, Spainien, Tyskland, Storbritannien og SydKorea.
Stephen Freiheit er uddannet i internationalt fotografi i Prag og hans billeder har været publiceret i Berlingske Tidende, Politiken, JyllandsPosten og en lang række ugeblade og månedsmagasiner.
Senest har Downbeat USA, Jazzwise UK, The Guardian UK, Jazz Critique, Magazine Japan, Myanmar Times, Republica Nepal, International Herald Tribune UK, Harpers Bazaar FR, Cinemanía ES m.fl. publiceret Stephen Freiheits portrætter.
Det er med stolthed og glæde at Husets Galleri byder indenfor til udstillingen med en stor fotograf og billedkunstner der ovenikøbet er vokset op i Aalborg.


18.30 Huset lukker...

Men åbner igen mandag 28. maj til de næste 40 år med spændende kultur, gode oplevelser og nye fællesskaber for alle aalborgensere!

Kl. 12:00 - 18:30
Sted
Næsten hele Huset
Der er fri entré til alle arrangementer denne dag